Fire fantastiske, forrygende måneder

På st. Stephen’s Day, dvs. anden juledag, tager Bauke og jeg bussen til Blarney, hvor vi besøger det gamle slot med snævre, snoede og stejle trappeopgange! På toppen af det imponerende tårn kysser vi den berømte Blarney Stone, der ifølge legenden velsigner kysseren med syv års veltalenhed. Efterfølgende traver vi gennem den imponerende park, der byder på blomster og planter i alverdens afskygninger, palmer sågar, samt ruiner, åbner vider og vandfald. De små, snoede skovstiger leder os til ønsketrappen, hvor man, ifølge sagnet, får et ønske opfyldt inden for ét år, går man baglæns og med lukkede øjne ned ad de stejle trin – hvilke i øsende regnvejr og med dårligt knæ er lidt af en udfordring. Efter at have boltret os i den smukke have i hele tre timer, vender vi skuden hjemad.

Bauke og jeg

Dagen efter skulle jeg egentlig have været med Bauke, samt hendes mor og kusine, forbi Jamesons destilleriet, men da togbilletten viser sig at koste det vide ud af øjnene, bruger jeg i stedet dagen i selskab med Andy. Andy, som er utrolig snaksaglig, overvejer at læse til præst, så det meste af eftermiddagen går med at diskutere religion, og da jeg ni timer senere trasker hjemad er det med lidt mildere øjne jeg anskuer kristendommen.

Lørdag aften, efter at have arbejdet med min stil hele dagen, smutter jeg forbi Andy, der inviterer til middag og Mel Gibson filmaften! (Så bliver det ikke meget bedre!) Her møder jeg en håndfuld nye mennesker, og selvom de alle sammen er utrolig søde og imødekommende, orker jeg virkelig ikke mere ligegyldig small talk. Jeg er dødenstræt af at møde nye mennesker og svare på de samme trivielle spørgsmål. Fire måneders konstant socialisering er ved at sætte sine spor.  Vi har dog en hyggelig aften, og mens pigerne (dvs. jeg) savler over Gibson, kaster drengene sig ud i et større legobyggeprojekt. 

Søndag bytter jeg Nicolas bedstemors kirke ud med Andys foretrukne frikirke. Her mødes jeg af afslappede og imødekommende mennesker, der viser oprigtig interesse i mig, og på ingen måde er påtagede eller kvalmende kristne.

Prædiken foregår på første etage i en limegrøn sal uden alter og døbefond, mens bibler uddeles, således, at forsamlingen kan følge læsningerne fra gæstetaleren.

Selvom det irriterer mig voldsomt, at folk kommer vadende tyve minutter inden i gudstjenesten, børn render rundt og leger mellem stolerækkerne, og flere henter te og kaffe midt under prædiken, er det alligevel denne afslappede, uformelle stil folkekirken, efter min mening, mangler. Samlesang og orgelspil erstattes af lovsang med guitar og violinspil, og straks farer tankerne til efterskolen, hvor lovsang var et højdepunkt, og det går op for mig, hvor meget jeg har savnet at synge.

Hjemme igen klikker jeg mig forbi tumpekorets hjemmeside og overvejer alvorligt om jeg skal melde mig til.

Mandag er det blevet tid til at tage afsked med Bauke. Det bliver simpelthen SÅ underligt ikke at have hende rendende mere! Bauke er uden sammenligning den, jeg har tilbragt mest tid sammen med de sidste fire måneder, så det bliver tomt ikke at have hende hér mere.

Senere i byen render jeg ind i Michael som jeg ikke har set i evigheder! Vi aftaler at mødes en sidste gang inden jeg om 1½ uge sætter kursen mod Danmark.

Nytårsaften skulle jeg egentlig have tilbragt med Bella, som har inviteret mig til fest hos nogle af sine venner. Dog har hun, den forræder, valgt at blive i Sydafrika året ud, og selvom jeg er lidt skuffet, passer det mig alligevel fint ikke at have de store planer; nytår har aldrig været mig og efter fire måneders intens socialisering er jeg drænet for energi og orker ærligt talt ikke at møde flere nye mennesker. Jeg har derfor ikke noget imod en stille aften. Desuden synes nytår ikke at være den store fest på disse kanter; byen er komplet lukket ned og på slaget 12 hører jeg kun enkelte raketter i det fjerne.

Torsdag mødes jeg atter en gang med Andy til en omgang frokost.  Andy, den sjover, er jeg hurtigt gået hen og blevet glad for. Han kan som ingen anden svine mig til med sin sarkastiske humor, mens han med kyshånd tager imod ligeså mange verbale tæsk. Hold kæft vi har det sjovt! Det ærgrer mig virkelig, at jeg har mødt ham så sent i forløbet!

Og når jeg tænker tilbage på tiden der er gået, er den fløjet af sted! Jeg begriber ikke, hvor de fire måneder er blevet af! Det føles som har jeg været her en uge! Når jeg ser tilbage på alle de fantastiske mennesker jeg har lært at kende, de steder jeg har besøgt og de udfordringer jeg har mødt, føles de fire måneder på én og samme tid som et knips med fingrene, mens farvellet i lufthavnen i september føles som et fjernt minde.

Selvom jeg har nydt min tid i Irland, bliver det nu alligevel rart at komme hjem.

Fredag får jeg langt om længe langt sidste hånd på semesterets sidste stil og tager dermed hul på en måneds pause fra lektier og skolearbejde, inden sjette og sidste semester løber af stablen i februar.