Nu med jordskælv

Alt for tidligt lørdag morgen (det er UMULIGT at være A-menneske, når man er på udveksling) tager Bauke og jeg bussen til Cork lufthavn og henter bilen vi har lejet for weekenden. Som frygtet viser det sig, at Bauke med sine 23 år ikke er berettiget til at køre. Hun må i stedet fungere som navigatør, mens jeg med bankende hjerte og rystende ben sætter mig bag rettet. Jeg er på grænsen til et nervøst sammenbrud og på nippet til at aflyse alle planer, men Bauke beroliger mig med sin kyndige navigering og rolig stemme, og lynhurtigt finder jeg rytmen; stig af sted går det gennem Cork midtby, hvor jeg først viser Bauke Black Rock Castle inden vi beslutter os for at køre nord ud af byen mod Mallow.

Videre af de smalle, hullede veje, hvor det er tilladt, men komplet uforsvarligt (!) at køre med 100 km/t, går det, og som vi passerer en række småbyer, tager uvejret til.

Hen på eftermiddagen når vi Tipperary by, hvor vi beslutter at gøre hold for natten. Efter en tiltrængt frokost lokaliserer vi det billigste B&B, inden vi begiver os rundt i den lille, historiske by, hvor vi følger the historic town trail of Tipperary og blandt andet støder på en kirkegård dedikeret til de mange ofre for kartoffelpesten samt en række kirker og monumenter – naturligvis – og nyder, at regnen for en stund holder inde. På Tipperary Hills mødes vi af en smuk, farverig solnedgang, og bjergene i vest, som solen stille synker ned bag, gør kun scenariet endnu mere spektakulært.

Efter en omgang full Irish breakfast søndag morgen sætter vi kursen mod Rock of Cashel, der er én af de bedst bevarede og mest imponerende borgruiner Irland har at byde på. På vejen dertil passerer vi en række snedækkede bjerge, hvilket er noget af et særsyn, da det kun sjældent sner på den grønne ø. Landskabet vi kører igennem ad de små landeveje er intet mindre end storslået og noget alle burde opleve! Cashel by er, som de fleste landsbyer, lille, men hyggelig, mens borgen og ikke mindst udsigten fra bakketoppen er fortryllende. 

Turen fortsætter til Fethard, der er kendt for sin bymur. Ved floden jages vi på flugt en af en flok arrige gæs, inden regnen vælter ned fra oven og vi må søge tilflugt i bilen. Her beslutter vi at kører mod Cahir, hvor endnu en imponerende borgruin venter os.

Efter at have udforsket det gamle slot sætter vi kursen mod Cork, inden mørket for alvor falder på, og på motorvejen når jeg helt op at køre 120 km/t. Generelt er det gået godt med kørslen; det er ikke nær så nervepirrende, som jeg havde forestillet mig. Enkelte gange griber jeg ud efter gearet i stedet for at blinke af, men jeg formår da at bringe os sikkert tilbage til Cork efter at have tilbagelagt godt 300 km.

Lillejuleaften overraskes jeg med både kort og gaver fra familie og venner, og jeg mærker en klump i halsen og en umådelig lykke skyller ind over mig i ren taknemlighed over de mennesker, der tænker på mig i julen. Det rører mig dybt og jeg overvældes af glæde.

Som jeg sidder dér med glædestårer i øjenkrogen, vælter minderne frem; det bliver dybt mærkeligt for første gang at fejre jul uden and, pakkeleg og juletræsdans i familiens skød. På den anden side er jeg glad for min beslutning om at blive i Irland julen over, hvor der venter mig en lang række nye eventyr.

Juleaftensdag tuller jeg rundt og nyder for en gangs skyld at være alene, og mens stormen tager til derude og lukker for adgangen til tv og internet, får jeg gjort hele hytten ren. I avisen læser jeg desuden, at Cork for nyligt har været ramt af jordskælv. Hvem sagde, der aldrig sker noget på disse kanter…

Klokken 21 tager jeg til midnatsgudstjeneste (…) i St. Peter’s and Paul’s kirken i centrum af byen – en af mange kirker jeg endnu ikke har besøgt, selvom jeg efterhånden har mistet overblikket.

Byen ligger fuldstændig øde hen; samtlige butikker, cafeer, restauranter, sågar pubber, holder julelukket. Aldrig har jeg oplevet Cork så mennesketom.

I kirken mødes jeg af betagende spidsbuer holdt oppe af marmorsøjler, mens de mange rosetvinduer kun overgås af det overdådigt udsmykkede loft i koret i alverdens blå farver og guldbelagte udskæringer.

Den gamle kirketjener formår kun lige med en meterlang lysstang (?) på rystende hænder at tænde de seks prægtige stearinlys placeret godt fire meter over alteret. Som orglet slår an, slukkes lyset i skibet således, at kun stearinlysene samt spotlysene, placeret rundt på væggene mellem bibelfigurerne, skinner ned på alteret, eller nærmere betegnet, scenen. En klokke lyder og den 200 mand store forsamling rejser sig for rækken af præster og hjælpere, der langsomt og med foldede hænder bevæger sig frem ad midtergangen, mens en tyk, parfumeret duft af røgelse breder sig i den højloftede kirke.

De tre præster i gyldne rober og kantede sorte hatte med kvast ledsages af seks drenge i de mærkeligste munderinger; de ældste iført en slags sort præstekjole med hvidblond bluse uden over, der mest af alt minder om en natkjole. De to yngste drenge (jeg skyder den yngste til at være omkring fem år) bærer ligeså en slags hvid kjole, dog uden blonder, og med røde klæder under. Den yngste bærer desuden Jesusbarnet af porcelæn, der forsigtigt lægges på plads i det udstillede krybbespil. 

Hvis dette syn ikke var besynderligt nok, må jeg tilbageholde en latter, som alle præsterne og deres håndlangere knæler og bukker for alteret, hver gang dette passeres – hvilket sker utallige gange!

Den ældste af de tre præster begynder, med ryggen til forsamlingen, en lavmælt messen på latin (gætter jeg), mens røgelsesbæreren er optaget af at fylde kirken med endnu mere røgelsesstak, der efterhånden indhyller scenen (alteret) i tåge. De andre hjælpere har travlt med at folde hænder og se alvorlige ud, mens de to andre præster bærer rundt på kæmpemæssige guldbelagte bibler, som holdes over deres bukkede hoveder. En halv time går med denne komiske og totalt ligegyldige seance, med præster, kirketjenere og hjælpere, der bukker, knæler og messer mere til hinanden end for forsamlingen, der tyst følger med på sidelinjen.

Mens jeg sidder her og overvære en af de besynderligste messer i mands minde, og kigger rundt i den imponerende udsmykkede kirke, kan jeg ikke lade være med at tænke, at alt denne prompt og pragt, dette cirkus, er det præcis modsatte af julens budskab.

De mange buk og svirp med røgelseskaret får langt om længe en ende som den tudsegamle præst bestiger prædikestolen. Her overraskes jeg over, hvordan den fromme, forcerede og formelle stil brydes, da lydanlægget driller og præsten spontant udbryder ”Houston, we have a problem.”

Den ultrakorte prædiken på små 10 minutter erstattes af nadvergang, som er hurtig og effektiv, idet den oldgamle præst dypper oblater på stribe i vinbægeret og placerer det lille stykke brød i munden på de knælende.

Mere latinsk messe, bukken og knælen følger, og fra min plads på femte række oplever jeg et deja vu.

Efter 1½ time, der nærmere føles som 1½ uge, slipper jeg ud i friheden og ud i den isende kolde decemberluft. Katolsk messe er vidst ikke lige mig.

Første juledag, som svarer til vores 24. december, besøger jeg amerikanske Nicolas og hans familie, der har tradition for at invitere de få internationale studerende, der vælger at blive i Cork julen over, til julemiddag.

Klokken 14 trasker jeg derfor gennem den øde by og hos familien bydes jeg velkommen af bedstemoren, som både er nedladende og bedrevidende, og før jeg ved af det, har jeg lovet at tage med hende i kirken på søndag. Av for en kattepine! Hvordan slipper jeg lige ud af dén??

Den otte mand store familie, som både har amerikanske, canadiske og britiske rødder, bor i et meget typisk smalt, fleretagesrækkehus, hvor rodet flyder. Livet levet tydeligvis uden for hjemmet!

Under middagen falder jeg i snak med irske Andy samt Nicolas far, Frank, som angriber mig med spørgsmål og tvinger mig til at forsvare min studieretning og interesse for politik. Jeg tages fuldstændig på sengen og overraskes mildes talt over dette uventede og noget aggressive angreb. Andy, som egentlig startede diskussionen, kommer mig dog til undsætning og jeg ender med at bruge det meste af aftenen i samtale med ham. Det viser sig, at han bor i samme kompleks som mig, og, at jeg kender hans to søstre. Desuden har vi nærmest alle emner vi vender til fælles. Sjældent har jeg mødt et menneske, jeg har SÅ meget til fælles med og som jeg rent faktisk kan føre en samtale med uden det bliver kedeligt. Det tilsyneladende eneste vi ikke har til fælles er vores favoritsuperhelt. Spiderman er klart sejere end Batman! Det ved alle da!