122 dage på den grønne ø

Efter nogle stille dage alene i lejligheden ses jeg med Tami og hendes veninde, der har studeret i Danmark og dermed taler dansk, men efter 4,5 måned med engelsk er den danske sprog er svær at tale.

Lørdag forlader jeg Cork for en stund og sætter med O’Brien Tours kursen mod Bantry i det sydvestlige Irland. Bantry, som jeg egentlig skulle have besøgt for flere måneder siden på et hitchhicking race gennem landet, er dog ikke noget særligt. Til gengæld er vejen til den lille havneby spektakulær; som vi drøner over de små, hullede landevejen, hvor jeg flere gange tager chaufføren i at køre det dobbelte af det tilladte, møder den ene snedækkede bjergtinde efter den anden os. Langs den klippefyldte kystlinje græsser æsler og sorthovedet får, mens de grønne, frostdækkede marker strækker sig så langt øjet rækker – et syn for guderne!

I bussen falder jeg i snak med de to andre passagerer, Hyeon fra Korea og Miyuki fra Japan, der desuden kender hinanden fra deres studietid i England. Sammen udforsker vi Mizen Head, Irlands sydvestligste punkt samt byerne Schull, Skibberreen og ikke mindst Clonakilty, hvor frihedshelten eller terroristen (afhængigt af øjnene der ser) Michael Collins, kom fra. Vi tre piger klikker omgående og har en sjov dag i hinandens selskab.

Søndag mødes jeg Laura, som ENDELIG er tilbage fra juleferie, mens Eke og Bella gør os selskab om mandagen med chai latte og biftur.                                                                             

Tirsdag, efter at have fundet en vejleder og fået mit bacheloremne godkendt, drager jeg helt høj mod fyssen, hvor jeg dog får lidt af en mavepuster, da lægen gør det klart, at jeg ved ankomst i Danmark som minimum skal scannes og i værste tilfælde opereres, hvis knæet fortsætter med at være ustabilt.

Humøret stiger dog da jeg senere mødes med Laura, Eke, Bella og Linda til middag på én af byens glutenfri restauranter, hvor jeg for første gang smager Irish stew. Aftenen ender på en lille, hyggelig pub, hvor musikken er på et niveau, at man rent faktisk kan føre en samtale.

Onsdag er jeg tilbage hos tatovøren, der tegner omridset på min specialdesignet trekløver op igen, da han ikke var tilfreds med sit eget arbejde - hvem er jeg så til at beklage mig…

Senere kigger Sarah forbi inden selvsamme Sarah samt Eke, Linda, Laura og jeg mødes til middag og biograftur, efter, at jeg har brugt det meste af dagen på materialesøgning til det snart forestående bachelorprojekt om irsk nationalisme.

Det meste af torsdagen går med rengøring, pakning og snøfteri, inden jeg mødes med Andy på Costa, der efterhånden er blevet stamcafeen. Efter atter en gang at have svinet hinanden til og mundhuggedes over, hvilken superhelt er sejest (Spiderman!), stikker Tami hovedet ind til et farvelknus, inden jeg mødes med Eke til omgang mexicanermad. Efter middagen mødes vi med danske Michael, som Andy har introduceret mig for over telefonen. Sammen drager vi mod the Wollshed, hvor den uigenkaldelige sidste pubquiz løber af stablen. Efter nogle sjove og hyggelige timer i mine pigers selskab er det blevet tid til det endelige farvel. Og som forudset, vælter tårerne frem atter en gang. Man skulle tro, det blev lettere at sige farvel, men nej – tværtimod.

Efter små fire timers søvn vækkes jeg med Sms’er hjemmefra fra familie og venner, der ser frem til min hjemkomst, og selvom jeg kommer til at savne Irland, er det både rørende og rart at vide, at man er savnet derhjemme.

Med trætte og blodskudte øjne løber jeg lejligheden igennem for sidste gang, inden Andy kommer forbi og hjælper mig ned fra anden sal med to kæmpe kufferter pakket til bristepunktet. Sammen traver vi mod busstationen, og alt for hurtigt er det blevet tid til et sidste farvelknus. Øv, hvor er det forfærdeligt.

Som bussen kører ud af byen, og Cork forsvinder fra syne, dæmrer det for mig, at min tid i Irland har nået sin ende og som så mange gange før, triller tårerne.

Efter 3,5 time når jeg Dublin lufthavn, hvor jeg må erhverve mig endnu en kuffert pga. af de mange souvenirs (dvs. tøj fra PENNYS, Irland store og billige tøjbutik) jeg har med hjem. Ups.. I det mindste går tiden med at pakke om, og for en stund distraheres jeg fra hjertesorgerne.

Da flyet tre timer senere skyder op mod himlen, jorden under mig svinder ind og mit elskede Irland, der har givet mig så mange oplevelser, forsvinder ud af syne, presser tårerne sig på igen. Og da jeg efter nogen tid tager mod til mig og hiver mindebogen spækket med hilsener fra mine internationale venner op af tasken, kræver det al min selvkontrol ikke at begynde at vræle foran de mange passagerer.

Som hjulene godt to timer senere rammer dansk grund, er det med blandede følelser; jeg ved, der står mennesker på den anden side og spændt venter min ankomst. Alene den viden er rørende. Alligevel kræver det en dyb indånding at gå gennem dobbeltdørene og ud til en anden virkelighed. Gensynet med familien betyder nemlig også et endegyldigt farvel til min tilværelse i Cork.

Så snart jeg ser de glade ansigter og omfavnes af familiemedlemmer, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Et hav af følelser går gennem mig og det hele er pludseligt meget overvældende.

4,5 måned er gået. Hvor tiden blev af, begriber jeg ikke. De sidste måneder har været intet mindre fantastiske! Og uden det skal lyde alt for klicheagtigt, vender jeg hjem med ny lærdom – både på det akademiske såvel som det sociale niveau, og en følelse af at have bedrevet noget stort, udfordret mig selv og taget ved lære.

En tak til alle de fantastiske mennesker, der de sidste måneder har fungeret som min familie. En tak til UCC, Cork og Irland. Og naturligvis en tak til dig, der har fulgt min blog. Jeg håber, at du har nydt at læse den, i lige så høj grad som jeg har nydt at skrive den!

Skulle du have lyst til at læse mere fra min hånd, kan jeg henvise til min nye blog
www.dengladepessimist.blogspot.dk

Tak for denne gang og godt nytår!

Nina