En rædselsuge får en ende

Fredag starter som torsdag endte; med tårer. Jeg er fuldstændig knust over gårsdagens mange afskeder. Peter forsøger lidt akavet at trøste mig, men jeg værdsætter hans forsøg. Jeg ville ønske Dennis var tilbage fra Paris!

Efter at have afleveret endnu en stil i historiedepartementet mødes jeg med Eke i til en kop chai latte, vores store passion, inden samme Eke om aftenen invitere til middag med hollandsk slik. Her præsenteres jeg for honningkage med glasur og nødder, mens tyskerne og sydafrikanske Bella for første gang i deres liv sætter tænderne i pebernødder.

Aftenen stryger af sted; pludselig er kl. blevet 1 og tiden kommet til at sige farvel til Bella, der som helårsstuderende heldigvis kommer tilbage til Cork om et par uger. Så denne afsked er heldigvis ikke nær så hjerteskærende.

Derhjemme render jeg ind i Dennis, der ENDELIG er kommet tilbage fra Paris. Hvor er det godt at se ham igen!

Lørdag bliver jeg af Alina inviteret til brunch hos tyske Tamaris, som jeg har mødt til et par fester. Tamaris, som var dybt chokeret over, at jeg, sidste gang jeg mødte hende, ikke havde planer for juleaften, har været så sød at arrangere en juleaften for mig gennem nogle af sine irske venner. Jeg er dybt rørt! Hvor er det dog sødt af hende – især da jeg knap nok kender hende! Det viser sig, sjovt nok, at være den samme amerikanske familie, som allerede har inviteret mig.

Efter en meget piget brunch har jeg et par timer til at skrive min stil, inden jeg om eftermiddagen mødes med Laura og Eke til julemarkedet, der dog viser sig at være lukket pga. vejret, der absolut ikke har vist sig fra sin gode side de seneste par dage med storm og regn i rigelige mængder. Vi søger i stedet ly på en pub, hvor der serveres gløg og mints pie, mens et julekor giver koncert.

Aftenen slutter til min lettelse tidligt; jeg har socialiseret hele dagen og har stadig en stil, der ligger og venter. Dennis har dog inviteret samtlige internationale studerende til fest i lejligheden, så det er begrænset, hvor meget jeg får arbejdet.

Søndag får jeg endelig en chance til at tale med Dennis mens vi sammen gør lejligheden ren efter nattens udskejelser. Øv, jeg kommer til at savne ham!

Om aftenen mødes Laura, Bauke, Eke og jeg atter en gang og sammen drager vi mod julemarkedet, der denne gang er åbent. Alle boderne er dog madboder og pariserhjulet har vi allerede besøgt. Byen og især parken er dog særlig udsmykket til lejligheden og en oplevelse i sig selv. Vi når lige igennem den fortryllede park med alfer, feer og nisser, inden regnen er tilbage og vi igen må søge ly på en pub – denne gang til en omgang karamelliseret brandy med popkorn til. Efter et par timer er det blevet tid til at sende Laura og Eke hjem på juleferie, men heldigvis når jeg lige at se dem igen i januar når de er tilbage til 2 semester. Hvor er det snyd, at andre kan være af sted et år, mens vi i DK kun må rejse ud et enkelt semester! Desuden har jeg ikke hørt om andre, hverken fra Danmark eller andre lande, der har måttet igennem TOEFL-test trængslerne og betalt i dyre domme for denne sprogtest, for at komme på udveksling, hvilket synes enormt urimeligt!
Hjemme igen støder jeg ind i en grædende Dominique. Dennis, den klaphat, har på deres næstsidste aften valgt at tage i byen med sine venner. Jeg må derfor sende ham en besked og pænt bede ham om at være en god kæreste og komme hjem. Inden for et kvarter er han hjemme og jeg overlader derfor trøsteriet trygt i hans hænder og smutter tilbage til min stil, inden Karina endnu senere stikker hovedet ind til et farvelknus.

Mandag, efter ENDELIG at have afleveret min hadet Platonstil, mødes jeg med Jens til en lille sludder og et ordentlig bjørneknus! Han er en herlig fyr, ham Jens, og jeg håber virkelig at se ham igen i Danmark, selvom det kan blive lidt bøvlet når han bor i Esbjerg.

Samme eftermiddag mødes jeg med Sarah, som var én af de allerførste personer jeg mødte, men som jeg aldrig rigtig fik et forhold til. Vi har dog en del fælles venner og de mange pubquizzer har ført os tættere sammen. Vi ender på en cafe, hvor vi samtaler i hele to timer.

Hjemme igen lykkes det mig endelig at komme i gang med min otte siders stil om handicap i det offentlige rum. Efter selv at have totalskadet mit knæ, er jeg virkelig begyndt at ligge mærke til og ikke mindst værdsætte de mange ramper og handicapvenlige bygninger der findes i Cork. Den irske befolkning er af uforklarlige grunde hårdt ramt at sclerose (og glutenallergi for at det ikke skal være løgn) og dette ses tydeligt på infrastrukturen med ramper, elevatorer og brede veje og dobbeltdøre etc.

Om aftenen tager Dennis atter til fest, og jeg render tilfældigt ind i Dominique på gangen, som efterhånden er blevet en slag fjerde sambo, og vi ender med at samtale om alt og intet de næste mange timer, og før vi ved af det, er Dennis hjemme igen og min afsked med Dominique kommet. Selvom jeg ikke har haft voldsomt meget med hende at gøre, har det været hyggeligt at have hende på besøg/ boende; vi kommer godt ud af det med hinanden og især har det været sjovt at kunne drille Dennis i fællesskab.

Dennis og jeg

Tirsdag er jeg tilbage hos fyssen til endnu en omgang ultralyd, inden Mads ligger vejen forbi Cork. Sammen har vi en hyggelig dag; jeg viser ham mit hjem, byen og campus, og vupti er timerne fløjet og han sidder på bussen på vej hjem til Limerick.

Hjemme igen finder jeg i stuen et brev fra Peter, som har valgt at flytte ud en uge før planlagt… Hold da op, dét havde jeg ikke lige regnet med..! Selvom jeg aldrig blev tæt med Peter, var jeg glad for hans selskab og vores mange snakke om politik og historie. Det bliver mærkeligt ikke at have ham rendende mere - især da jeg havde forventet at have ham boende en uge mere og endnu værre da dette også er Dennis’ sidste dag. Heldigvis er Dennis hjemme og ikke sen til at uddele knus og kram som tårerne presser sig på. Øv, hvor jeg kommer til at savne den dumme tysker!!

Vi bruger aftenen i hinandens selskab, taler om ingenting og alting, griner, græder (for mit vedkommende) og nyder hinandens selskab en sidste gang, inden vi om aftenen sammen tager i byen, hvor det også her er blevet tid til at sige farvel til Ann, som jeg gennem hele opholdet har haft et godt, men ikke videre tæt, forhold til, og Alina, som jeg, trods vores uoverensstemmelser, kommer til at savne! På pubben falder jeg i snak med en af Alinas venner fra Spanien, Raul, som inviterer mig til jul i Belfast. Jeg har dog allerede takket ja til amerikanske Nicholas, som hvert år inviterer de internationale studerende til julemiddag. Det skal nok blive en rigtig spændende og anderledes jul.

Onsdag morgen oprinder og selvom det blev sent i går og jeg er total udmattet af gråd og manglende søvn, står jeg alligevel op før Fanden får sko på for at sige farvel til Dennis.

En tårevædet afsked senere tager jeg med blodskudte øjne imod Sarah, som kigger forbi inden hun rejser på juleferie til Tyskland.

Vejret udenfor er elendigt og matcher mit humor. Det har stormet og stået ned i stænger i flere dage, og pludselig hører jeg udrykningskøretøjer på stribe. Det viser sig, at taget på hovedbanen har givet efter for vinden og nu ligger spredt ud over skinner og parkeringsplader.

Vejret til trods bevæger jeg mig ud, hvor jeg får solgt min cykel og atter engang tømt velgørenhedsbutikken med brugte og billige sager, Oxfarm, for bøger, inden jeg smutter forbi tesco, som tilbyder de mærkeligste produkter: Ærtemos, backed beans med cocktailpølser og spaghetti med kødsovs alt sammen på dåse! Eller hvad med en omgang brun sovs på tube? Generelt er udvalget stort og de fleste supermarkeder minder om BILKA, hvor alt fra tøj, musik og madvarer tilbydes! Hvert supermarked besidder desuden en bager og en delikatesse, for ikke at nævne hurtige og effektive selvscanningskasser.

Hjemme i tørvejr går jeg i krig med min stil, men jeg har mere end almindelig svært ved at koncentrere mig, da minderne vælter frem og tårerne fosser ud med jævne mellemrum. Jeg må derfor endnu engang bede min professor om udskydelse og godtager han ikke min forklare, fratrækkes jeg 10 % i den overordnede vurdering.

Efter en lang dag alene i lejligheden (det er mærkeligt at have det hele for sig selv) smutter Bauke, som heldigvis stadig er her, forbi til middag, inden vi om aftenen tager til opera julesalmekoncert i én af de nærliggende kirker. Det 50 mand store kor i farvestrålende klæder og det store liveband med strenginstrumenter og blæsere er intet mindre end fænomenalt! I to timer lytter jeg fascineret og glemmer for en stund, hvilken forfærdelig uge det har været.