Hvor blev tiden dog af?

Onsdag formiddag starter med eksamen i filosofi, og som vi får udleveret spørgsmålene, fortryder jeg pludseligt, hvor lidt jeg har læst op… Ikke, at jeg ved, hvornår jeg skulle have haft tid… Det hele lysner dog lidt, da jeg efter eksamen mødes med Linda til en omgang kantinefrokost, men først tager jeg mod til at mig spørger min ekseptionelle hotte professor om tatoveringen på hans arm, som jeg har været fascineret af lige siden dag ét.

Årets sidste timer løber af staben om eftermiddagen og hvilken bedre måde at fejre et veloverstået semester på end med yndlingsfaget med yndlingsprofessoren. Timen går med fremlæggelser, og jeg skal virkelig koncentrere mig for at forstå, hvad der bliver sagt. Selvom den irske accent er fantastisk, kan den til tider, og især i Cork, være svær. Desuden er fremlæggelsen enorm dårlig idet der læses højt fra power point siderne, der er proppet til bristepunktet med tekst. Derudover kan gruppen ikke svare på særlig mange af lærerens spørgsmål og forsvarer deres manglende viden med, at lærebogen ikke besad svarende. Jeg er chokeret! Hvordan man som elev være tilfreds med sådan en fremlæggelse? Og hvordan kan man som lærer godkende så dårlig en præstation? Selvom irere ikke er vant til at fremlægge og mange elever først bliver bedt om at strikke en PP og fremlæggelse sammen på universitet, er det skræmmende dårligt, at ikke bare denne gruppe, men samtlige grupper, der har gennem semesteret har fremlagt, har præsteret så dårligt og uden konsekvenser. Dén var altså ikke gået i Danmark, og for første gang begynder jeg at kunne forstå, hvorfor vi fra 8. klasse har skullet igennem disse trængsler.

Med Josh Groban aka Pär

Fremlæggelsen markerer slutningen på semesteret. Tænk, at året allerede er omme! Aldrig er et semester gået så hurtigt! Jeg begriber det ikke… Vi er jo lige startet!

Resten af dagen samt det meste af torsdagen går med at panikke over stilen, der skal afleveres i morgen! Med en lægeerklæring i hånden får jeg dog udskudt min aflevering i både filosofi og social geography, og kan derfor med god samvittighed for sidste gang mødes med Sabrina til en kop kaffe om eftermiddagen.

Om aftenen inviterer overbo Ann til fødselsdag, men da det i dag også er Baukes (og Dominiques for at det ikke skal være løgns) fødselsdag, stikker jeg kun lige hovedet ind inden jeg smutter med slænget til pubquiz, hvor jeg hygger mig over svenske Pär, der ligner Josh Groban, samt hans julesweater med farvestrålende lyskæde. Sådan én må jeg altså have! Mens vi sidder dér, quizzer, griner, taler, slår en tanke ned i mig og for første gang sætter jeg spørgsmålstegn ved min fremtid i Danmark.

Fredag inviterer den internationale studieforening til fællesfoto foran Hogwarts, og efterfølgende mødes jeg med Eke, som jeg efterhånden taler rigtig godt med og har en del tilfælles med, på Starbucks på campus, hvor vi løber ind i to tyskere, jeg husker at have talt med nogle af de allerførste dage, men ikke har set meget til. Alligevel ender vi med tale sammen en lille time.

Samme aften er det blevet tid til at fejre Baukes fødselsdag, hvilket naturligvis sker på Woolshedpubben, men denne gang til en omgang karaoke! Alle synger vi lige dårligt, og mens halvdelen af gruppen indtager scenen heppes og danses der løs fra sidelinjen. Jeg anede ikke, at det kunne være SÅ sjovt at gøre sig selv totalt til grin! Da selskabet hele to gange bliver bedt om at skifte bord, får vi som undskyldning og på husets regning serveret en hel kande cocktail og øl, altså dobbelt op af, hvad vi allerede har på bordet, og vupti stiger stemninger markant som den ene cocktail/ øl efter den anden skylles ned og efterfølgende forbrændes med en svingom.

Lørdag går turen forbi Zoo Tattoo, hvor det denne gang er blevet min tur til at forevige dette irske eventyr i form af en trekløver, som Tabita fra efterskolen har designet til lejligheden.

Samme eftermiddag rejser Dennis med Dominique på miniferie til Paris, og selvom det bare er for et par dage, mærker jeg en klump i halsen, da vi siger farvel, velvidende, at det næste farvel bliver det sidste. Dennis, som jeg er blevet rigtig glad for, kommer jeg virkelig til at savne! Han er en alle tiders, total ukompliceret fyr og hans eksemplariske humor matcher min til perfektion! Vi har det virkelig godt sammen og jeg ved, at jeg kommer til at savne ham enormt!

Om aftenen inviterer den internationale studieforening til fest på the Old Oak pubben, som er reserveret til lejligheden. Her har vi en sidste mulighed for at tage afsked med vores internationale venner og min mindebog fyldes hurtigt med små hilsener, som jeg ser frem til (og så alligevel ikke) at læse på flyet hjem. På vej ud støder jeg ind i en meget fuld, og meget kærlig, Jens, der laver en scene ved at råbe og skrige og gribe fat i mine ben, som jeg skal til at forlade pubben. Jens, som jeg ikke har talt meget, men godt med når vi har mødtes, er en herlig fyr og jeg håber at holde kontakten når vi er tilbage i Danmark.

Dagen efter inviterer Florian og Magdalena til farvelfest med mad fra det østrigske køkken. Som aftenen skrider frem og det bliver tid til at sige farvel, mærker jeg tårerne presse sig på. Denne farvelsammenkomst er blot én af mange og jeg gruer ved tanken om at skulle se alle mine venner, min nye familie, rejse herfra og forlade mig. Puha, det bliver en hård uge!

Efter otte timer kan det definitive farvel ikke udsættes længere og kl. 1 trasker Bauke og jeg hjemad. Det er efterhånden normalt at være oppe til sent – jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i seng før midnat. Som vi bevæger os gennem centrum, bemærker jeg, hvordan de fleste pubber, klubber etc. allerede er lukkede og gaderne stort set er mennesketomme. Generelt er Cork et trygt sted med kun lidt kriminalitet. Jeg føler mig tryg og er ikke bange for at gå alene hjem midt natten – men det er nu rart at have Bauke ved min side.

Mandagen er følelsesladet. Farvelfesten i går har virkelig påvirket mig og hele dagen går jeg rundt og halvsnøfter. Fuck, det er hårdt at sige farvel!

Om aftenen mødes jeg med Laura til den sidste selvforsvarsklasse, hvor de første fem sessioner løbes igennem, inden det også her er blevet tid til at sige farvel. Øv, hvorfor har alting en ende??

Ines og jeg

Efter at have brugt det meste af tirsdagen i Bens selskab er det om aftenen blevet tid til grim-sweaterfest. Det er desuden reglen nærmere end undtagelsen, at folk ved højlys dag render rundt i de sjoveste, mærkeligste, GRIMMESTE julesweatre og julekostume både på campus og i byen. Således var dommeren ved fodboldkampen i fitness centeret forleden klædt i julemandskostume. Til festen falder jeg i snak med to spaniere, Ines og Jesus, hvis engelskkundskaber, deres nationalitet taget i betragtning, er gode, og smager for første (og sidste) gang i mit liv jelly shot, inden turen går videre til The Baily’s pubben i centrum, hvor det er umuligt for resten af selskabet at føre en samtale i et normalt toneleje med spaniere og italienere i gruppen, der om muligt er endnu mere højtråbende efter et par drinks.

Onsdag morgen støder jeg i tesco ind i den østeuropæiske tigger, der altid sidder på broen jeg skal krydse for at komme til centrum. Hun er travlt optaget af at skrabe løs på et skrabelod. På hjemvejen passerer jeg hende på broen, hvor hun foruden rullen med chips, både har erhvervet sig en ny håndtaske samt et julemandskostume til sin chi wau wau…

Hjemme igen tager jeg hul på Platonstilen, som blev udskudt pga. knæsmerter, inden jeg mødes med Linda, der rejser hjem i morgen, til en kop te i byen.

Senere stikker Ann hovedet ind og endnu senere inviterer Alina til middag, så stilen må vente.

Torsdag morgen oprinder – dagen jeg har frygtet længe. Med hamrende hjerte og tårerne allerede lurende i øjenkrogen, går jeg med tunge skridt mod cafeen i centrum, hvor det er blevet tid til at sige farvel til Ben.

Hjemme igen er Joanne stort set færdig med at pakke sit værelse ned og jeg når lige at sige farvel, inden hun flytter.

Først på aftenen har jeg på ingen måde lyst til at socialisere, men trænger til at komme ud. Jeg bevæger mig derfor med røde og hævede øjne til julemiddag, hvor jeg møder en masse nye mennesker og ender med at blive inviteret til juleaften. Humøret er derfor noget bedre, da jeg senere på aftenen mødes med slænget til den allersidste omgang pubquiz - lige ind til det er tid til at sige farvel til Pär.