Øv bøv

Da knæet stadig gør vrøvl på tiendedagen slæber jeg mig forbi skolelægen, der, modsat den almindelige læge, er gratis. Her sender sygeplejersken mig videre til lægen, der konstaterer, at et overrevet ledbånd samt en form for hævelse/ infektion under knæskallen er grunden til min klage. Hun udskriver en recept på antibiotika, der skal fjerne både smerter og hævelse, og sender mig desuden forbi fysioterapeuten, som TORTURERER mig gennem den 45 minutter lange konsultation ved at vride, massager og trykke på mit ømme knæ! Hun giver mig desuden en række genoptræningsøvelser jeg skal udføre op til seks gange dagligt for at holde musklerne omkring knæet i gang.

Besøget hos fyssen og senere på apoteket, samt den ugentlige busbillet jeg er nødsaget til at erhverve mig, sætter mig samlet 100 Euro tilbage.

På hjemmefronten er der ikke meget mere at juble over; stemningen har været trykket siden varmeregningen dumpede ind ad døren sidste uge.

Peter, som jeg ellers var ved at få et rigtig godt forhold til, virker pludselig meget tilbageholdende og mindre snaksaglig end sædvanligt. Det lille hjem er delt i to lejre, med Peter og Joanna (som slet ikke hedder Joanna, men Joanne…) i én lejr, og Dennis og jeg i den anden.

Selvom jeg sagtens kan forstå den anden lejrs irritation over regningen, er jeg uforstående overfor humørformørkelsen. Ja, det er ærgerlige penge, men nu, hvor vi kender til elpriserne må vi jo bare tage ved lære. Men der er altså lidt svært at pege fingre af os andre for at tænde for varmen (hvilket er ganske normalt på denne tid af året!), når man selv anvender den dyre boostknap, der sørger for varmt vandt om aftenen, og når man altid lader både tv og lys brænde. Desuden bidrager den anden lejr på ingen måde til husholdningen - hverken økonomisk eller praktisk. Så på dén måde, kan det vel gå lige op.

Og så lige for at gnide salt i såret, er der i hele lejlighedskomplekset konstateret svamp – hvilket kunne forklare, hvorfor vi alle sammen er syge konstant! Viseværten synes dog at mene, at det omskiftelige vejr er synderen…

En temmelig deprimerende mandag slutter dog i højt humør til selvforsvarskurset, hvor jeg sammen med Laura ” is having fun with praticing the common rape position.” Udover at hygge os over instruktørens talegaver, muntrer vi os med på skift at smide hinanden rundt på gulvet, alt imens vi vrider både arme og ben (kun for Laura vedkommende) rundt i de mærkeligste vinkler og retningen i forsøg på at uskadeliggøre hinanden. 

Tirsdag er det blevet tid til at fejre Julias 27 års fødselsdag, så efter aftenens sene time, hvor professoren vader ind med sådan en attitude, at man får lyst til at forlade lokalet i protest, og efter at have smidt en elev ud af klassen, humper jeg i selskab med Bauke til Brookfield. Den hyggelige aften får dog en brat ende, da Julia oplyser selskabet om, at hun rejser tilbage til Tyskland allerede den 30. november – altså om tre dage! Jeg er i chok!

Onsdag står den på fremlæggelse i yndlingsfaget, og sammen med tyske Sabrina (aaargh det vrimler med tyskere!) bruger vi timen på at oplyse klassen om emigration – et emnet vi har fået tildelt ved lodtrækning og som vores professor finder dybt morsomt eftersom vi de to eneste udvekslingsstuderende i klassen.

Om eftermiddagen er det blevet tid til at fejre Peters 29 års fødselsdag. Joanne går derfor i køkkenet og i en alder af 25 bager hun sin allerførste (pulver)kage!

Efter at have overrasket Peter med kage og sang, er Dennis tilbage på værelset, hvor han har været indespærret den sidste uges tid – ak ja, sådan er det jo, når man ikke har løftet en finger i tre måneder og eksamen pludselig står for døren.

Torsdag inviterer Bauke med til heldagskonference om Irlands rolle i EU. Selvom en række prominente gæster, så som tidligere og nuværende ministre, går på talerstolen, og selvom de alle bidrager med den formidable irske humor, snegler timerne sig af sted. Dog finder jeg det interessant, som der alle vegne perspektiveres til Danmark. Hvordan irerne er kommet frem til, at de to lande ligner hinanden har jeg dog svært ved at regne ud, da de to politiske systemer mig bekendt ingen fællesnævnere har overhovedet!

Om aftenen inviterer Ben til Thanksgiving dinner, men jeg tager i stedet til pubquiz med Pär, Sarah, Bella, Laura, Bauke, Eke og Sönke, hvor det er blevet tid til at tage afsked med Julia. Stemningen er god og for første gang brillierer jeg ved at kunne svare rigtigt på hele syv spørgsmål ud af 50 og alt er i skønneste orden – lige indtil det er blevet tid til at sige farvel. Øv, hvor er det hårdt!

Fredag foregår foran computeren, inden Sabrina om aftenen inviterer til fødselsdag.

Lørdagen står på kursus i tilgivelsens tegn. Her lader vi godt 30 fremmødte os inspirere af buddhismens ædle kunst i tilgivelse, hvordan man tilgiver og hvorfor det er så vigtigt – og ikke mindst svært. Efter fire timer forlader jeg workshoppen med hovedet fuld af tanker. Der er vist lidt at arbejde med.

Ben og jeg

Søndag får jeg ENDELIG langt sidste hånd på min 10 siders stil om Nordirland, inden jeg mødes med Ben, som jeg ikke har set i evigheder, til en omgang frokost. Efterfølgende lokker han, den skiderik, mig op i pariserhjulet, hvor han morer sig gevaldigt over min højdeskræk.

Hjemme igen tages hul på årets sidste otte siders stil i social and political geography. Suk.

Trine, Nina og Sara Maj

Mandag efter årets sidste timer i selvsamme fag, THANK GOD!, render jeg i kantinen ind i danske Trine (fra flyet) og Sara Maj. Selvom jeg ikke har set meget til dem, har det på en eller anden måde været betryggende at vide, at de var der. Vi har talt godt sammen når vi, som i dag, tilfældigt er stødt på hinanden og selvom jeg står ved min beslutning om ikke at hænge ud med dankergruppen, ærgrer det mig alligevel lidt, at jeg ikke rigtig kender nogle i Danmark, der altid vil kunne forstå og relatere til mine oplevelser i Cork.

Vi aftaler dog at mødes over en Guinness når vi en gang er tilbage i KBH.

Efter en smuttur på biblioteket mødes jeg med Michael fra min politikklasse, som jeg har fået et rigtig godt forhold til. Trods den store aldersforskel kommer han og jeg rigtig godt ud af det med hinanden og han virker lige så interesseret i mig og i Danmark, som jeg er i ham og i Irland, og før vi ved af det, er tiden fløjet og jeg må skynde mig videre til dagens næste aftale; selvforsvar med Laura.

I arenaen støder jeg på Ben, som jeg ender med at hænge ud med et par timer, naturligvis, inden jeg sent om aftenen trasker hjemad til de ventende lektier.

Cork - River Lee

Tirsdag er jeg tilbage hos fysioterapuaten, som igen er forsinket. Da det endelig bliver min tur virker maskinerne dog ikke og jeg må forlade stedet igen uden behandling. Det er altså ved at være en smule trælst med den irske forestilling af tid! Ingenting foregår til tiden, være det lektioner, bussen, åbningstider! Selv Corks stolte varetegn, Shandonkirken med sine fire urer, viser fire forskellige tider – hvilket nu har fået borgmesteren til at gå ind i sagen! I det hele taget er Cork spækket med ure på officielle såvel som uofficielle bygninger, men ingen, INGEN, af disse urer viser samme tid! Alting foregår i roligt tempo, hastværk er lastværk og skulle man, fy skamme sig, være til tiden, kommer man hurtigt til at vente 10, 20 eller 30 minutter!

Senere på dagen er jeg tilbage hos fyssen, som ultralydsscanner mit knæ og beder mig fortsætte med genoptræningsøvelserne, inden der om aften er test i faget introduction to Irish history.