På lillesøsterens opfordring

Efter mandagens timer, som bliver afkortet, da professoren ikke har mere stof at lære os, hænger jeg som sædvanlig ud med Ben. Mandag er efterhånden blevet vores dag. Vi ender ud i en længere diskussion om den mærkelig tradition jul er, og hele ideen med gaver, som jeg synes er både kommerciel og total meningsløs, mens Ben har den komplet modsatte opfattelse. Han er dybt chokeret over min juleånd og kalder mit syn på højtiden kynisk, hvilket han nok har ret i. Selvom det ikke er et bevidst valg at være sortseer, giver hans ord mig stof til eftertanke. 

Bauke inviterer om eftermiddagen på hop on hop off bustur rundt i Cork, men jeg lærer ikke noget som helst om byen, da hun og jeg ender med at samtale under hele turen… Vi smutter efter busturen forbi hot chocolate cafeen, der er kendt ikke bare i Cork, men i Irland, for sin udsøgte kakao, og efter at have smagt den søde drik, forstår jeg hysteriet omkring stedet!

Jeg når lige hjem og vende inden jeg mødes med Laura til dagens selvforsvarklasse, hvor vi lærer en masse nyttige tricks skulle uheldet en dag være ude. Nu, hvor jeg er i fitnesscenteret, runder dagen af med en løbetur, inden jeg om aftenen hænger ud med Dennis, som jeg ikke har set i flere dage! Vi har som altid en grinagtig aften med grove bemærkninger til og om hinanden. Åh, der er nu intet som sarkasme!!

Cian, Paul, Nina, Mark og Michael

Tirsdagens lektion i irsk politik oprinder og for første gang viser min professor sig fra sin humoristiske side, da han, forgæves, forsøger at udtale navnene på flere prominente danske politikere. Timen ender med billedtagning – lidt minder skal jeg jo have med mig hjem!

De næste par timer bruger jeg i Pauls selskab, der ender med at inviterer mig til Dublin, og selvom det er fristende at lade lektier være lektier og forlade Cork for en stund, vælger jeg at blive. Der er simpelthen for meget skolearbejde!

Aftenens sene dobbeltlektion bliver til én, da jeg sammen med Ben stikker af fra den kedelige professor og emnet irsk kost under kartoffelpesten. Vi ender i stedet i hans stue med te, småkager og guitarspil, inden Bauke sent om aftenen stikker hovedet ind og vi, som altid, ender i lang samtale. Så meget for an early night…

Onsdag oprinder og med gru går det op for mig, at der i dag er præcis én måned tilbage af semesteret! Wow, tiden er gået stærkt!

Dagen går med opgaveskrivning inden jeg om aftenen mødes med Julia, Laura og Lauras veninde, der er på besøg fra Tyskland. Sammen tager vi i biografen, hvor vi ser den irske film Philomena, der med sine gruopvækkende historier og gode pointer, virkelig kan anbefales!!

Torsdag er halsbetændelsen tilbage for fylde gardiner, men jeg må alligevel en tur på biblioteket, hvor gruppearbejdet kalder. Dog møder kun halvdelen af gruppen op, og vi ender derfor med ikke at få lagt sidste hånd på vores aflevering. Irriteret fortsætter jeg dagen med min egen research og ender med at bruge det meste af dagen på biblioteket inden jeg om aftenen tager til middag i byen med Eke og Bauke. Pubquizzen må jeg dog melde pas til, da lektierne kalder. 

Fredag fortsætter på biblioteket, inden jeg om aftenen tager med amerikanske Randy i operaen for at se musicalen Kiss of the Spider Woman. Randy, som jeg mødte en af de allerførste dage og fik et temmelig dårligt indtryk af, har jeg gennem Ben fået et fornuftigt forhold til. Vi deler mange af de samme interesser og jeg beslutter derfor at inviterer ham med i teater, så vi kan arbejde på det spirende venskab.

Efter en frisk løbetur lørdag morgen er jeg tilbage på biblioteket, hvor jeg det lykkes at forstyrre samtlige fremmødte med min evindelige hosten. Da jeg har glemt min oplader og computeren dør efter få minutter, giver jeg fortabt og cykler hjemad igen. Det er bidende koldt udenfor, men jeg må alligevel en tur gennem parken hjem – jeg kan simpelthen ikke få nok af de smukke efterårsfarver! Forblændet af naturens skønhed, og klodset som jeg er, lykkes det mig at overse et par trappetrin pakket ind i mos og blade, og jeg derfor halvt cykler, halvt falder ned ad de skjulte trin, og undgår kun med nød og næppe at falde i søen! Til gengæld ødelægger jeg gearet på min mountainbike og forvrider desuden mit knæ i processen. Modfalden humper jeg hjemad, hvor jeg gemmer mig ned under dynen.

Søndag skal jeg vanen tro have min morgensmoothie! Det er efterhånden blevet en vane at besøge smoothiebaren henne på hjørnet, hvor besætningen pinligt nok er begyndt at hilse på mig. Men jeg vil altså stadig have min smoothie!

Jeg humper med mit stadig ømme knæ videre rundt i byen, hvor stort set alle butikker holder åbent på trods af helligdagen. I PENNYES, den kæmpemæssige og billige tøjbutik, får jeg tilbudt bøjlerne til mit nyindkøbte tøj… Tjo, hvorfor ikke! Posen af papir får jeg dog ikke meget gavn af, da jeg befinder mig i et land med så store nedbørsmængder, at det resulterer i seriøse tilfælde af posebundsforsvinden, og før man ved af det, ligger alle ens varer spredt ud over gaden…

Dagen fortsætter med opgaveskrivning, og således har jeg nu kun fem stile ud af syv tilbage.. Suk! Der er godt nok mange krav her! Med syv stile (op til 10 sider lange!), tre fremlæggelser og 2 tests (uden hjælpemidler) misunder jeg de klassekammerater, der valgte at blive i Danmark og derfor kun har fire eksaminer at bekymre sig om. Generelt er kravene, forventningerne, her tårnhøje – noget af en kontrast fra det danske system, hvor det er let og uden konsekvenser at skulke.

Aftenen bruger jeg i interessant samtale med Peter, da han sent søndag vender tilbage fra Limerick. Vi taler efterhånden rigtigt godt sammen og jeg nyder hans selskab. Dog er han ikke særlig imponeret over mit meget beskedne kendskab eller manglende interesse for rugby. Han bruger derfor EVIGHEDER på at forklare mig de komplicerede regler, men lige lidt hjælper det. Jeg foretrækker altså håndbold! – Og da jeg er tilbage på dansk grund den 10. januar når jeg heldigvis hjem tids nok til at kunne følge med i herrernes EM!

Mandag starter med at strømmen går – dvs. bliver spærret, da vi på mystisk vis har formået at bruge for 170 Euro strøm på 18 dage. Selvom det er hundekoldt derude, begriber jeg ikke, hvordan det er muligt at blive opkrævet SÅ stor en sum penge for el! Især er Peter irriteret, og med rette, da han kun er i lejligheden 3-4 dage om ugen og stort set kun sover her. Selvom vi alle er rystede over den koloenorme regning, foretrækker jeg altså at gribe til tegnebogen frem for at skrive opgave iført vanter og hue, som jeg gør de næste par dage i et desperat forsøg på at spare på strømmen.
Da jeg senere i tesco støder på en pakke rugbrød lader jeg glutenallergi være glutenallergi og erhverver mig en pakke af det groftkernede, mørke brød, jeg ikke har haft adgang til siden jeg forlod Danmark. I Irland, og generelt ude for Danmarks grænser, er det noget nært umuligt at opdrive rugbrød, så gensynsglæden er, omend kortvarig da brødet naturligvis ikke smager som derhjemme, stor!
De næste par dage foregår med lektielæsning, inden jeg onsdag smutter med Bauke forbi tatovøren. Desuden løber min amerikanske professor halvvejs gennem dagens filosofitime tør for kaffe og må under store latterbrøl bede en elev skænke op af vedkommendes papbægerkaffe og over i hans termokande, så han kan klare sig igennem timen.

Torsdag bliver jeg indendørs i kulden og plejer både knæ, halsbetændelse og lektierne. Hen på eftermiddagen får jeg nok af min isolation og tager derfor med computeren under armen på cafe, hvor jeg færdiggøre min stil om den irske forfatning.

Om aftenen tager jeg med Linda til spilleaften i spilleforeningen (sjovt nok), hvor alle mine fordomme bliver bekræftet: Den ene nørdudseende dreng med briller og kikset frisure efter den anden sidder dybt koncentrerede, som galt det liv eller død, krumbøjet over deres superhelte/troldmændskort. Søde og imødekommende er de nu alle sammen, og Linda og jeg når kun lige over dørtærsklen før vi bliver spurgt om vi ikke vil joine en gruppe spillere på fire, der pudsigt nok mangler to spillere til deres femmandsspil… - Jeg mistænker dem dog for at invitere os med på holdet fordi vi er to af meget få fremmødte hunkønsvæsener…!

Efter i en time ihærdigt at have forsøgt at forstå mig på, og vise bare en smule interesse for, disse superheltekort, kaster jeg håndklædet i ringen; jeg har hverken fantasi eller tålmodighed til sådan noget.

Det lykkes mig fredag at afsætte en hel time til frokost med Laura, som jeg ikke har set i evigheder, inden jeg mødes med Sabrina for at ligge sidste hånd på semesterets sidste fremlæggelse, (Hvor blev tiden dog af? Vi er jo lige startet!!) inden jeg om aftenen, for første gang i EVIGEHDER, tager i byen med pigerne.