En kold og smuk november

Lørdag inviterer Laura til middag. Vores lille pigegruppe har som altid en hyggelig aften, og med hjemmelavet pizza kan det jo næsten ikke være bedre.

Vi taler om alt, og det er så interessant at høre om de andres lande og traditioner. Især har sydafrikanske Bella en masse sjove og meget anderledes input – især finder jeg det morsomt, at hun, som os andre, er vokset op med Mumitroldene!

Jeg elsker min lille pigegruppe og mens snakken går lystigt over bordet, funderer jeg over, hvordan det er muligt på blot to måneder at knytte så tætte venskaber. Måske fordi det på udveksling er ”påtvunget” at møde nye mennesker og give ud af sig selv fra første øjeblik. Selvom vi kun har kendt hinanden i to måneder, og måske aldrig kommer til at ses igen, betyder disse venskaber noget særligt. De er essensen af opholdet her, og uden disse piger, ville det bare ikke være det samme. Jeg forbløffes over, hvor hurtigt vi er blevet tætte, og begynder at forstå, at hvad jeg giver ud af, af mig selv, får jeg tifoldigt igen. Disse nye mennesker med deres forskellige historier og syn på verden får mig til at indse, hvor snæversynet og fordomsfuld jeg kan være.

Jeg begynder desuden at ligge mærke til min dårlige tendens til ikke at kunne tage imod komplimenter. Jeg roses ofte for mine engelskkundskaber, og begynder så småt at forstå, at jeg ikke behøver at undskylde eller bortforklare mine evner. Jeg kan bare tage mod roserne. Kvit og frit. - Ligesom jeg også kan dele ud af dem (hvilket jeg er langt bedre til!) Især her i Irland, hvor tiden med disse fantastiske mennesker er knap, er det vigtigt for mig at sætte ord på, hvor meget de hver især betyder for mig. Jeg ville hade at sidde på flyet hjem til Danmark og fortryde, at jeg ikke fik fortalt folk, der betyder noget for mig og mit ophold i Cork, at de er vigtige for mig! Så jeg gør et stort nummer ud af at fortælle folk, hvor dejlige de er – en vane jeg håber at holde ved lige, når jeg engang er på dansk grund igen.

Søndag titter solen frem, men vinteren er ved at være over den grønne ø og temperaturen ligger på små 6 grader. Det er bidende koldt både ude og inde – ude giver sig selv, men inde, hvor det ikke er normalt at have adgang til varmt vand 24/7, afgiver radiatorerne ikke meget varme en skallet søndag formiddag. Vi tyer i stedet til tæpper, uldsokker og massere af lag!

Dagen går med lektielæsning, og mens Shanes nyeste sang ”About You” kører på repeat, farer tankerne til Danmark, hvor lillesøsteren fylder år. Selvom jeg nyder min irske tilværelse, er det altså underligt ikke at være en del af de faste familiesammenkomster og mærkedage derhjemme, og for første gang i over to måneder mærker jeg et lille stik i hjertet.

Et maveonde holder mig indedøre det meste af mandagen, hvilket gør, at jeg går glip af både undervisning og første kursusdag i selvforsvarsklassen jeg har meldt mig til. Om aftenen har jeg dog fået nok af min isolation og tager, mod min bedre dømmekraft, til møde i filosofiforeningen, hvor dagens tema er Guds eksistens. Formanden for Atheist Ireland er taget den lange vej fra Dublin for at debattere mod UCC’s egen kandidat. Selvom begge parter kommer med gode argumenter, vinder ateistsiden hands down, og jeg begynder efterhånden kraftigt at overveje, om de tre tegn, ætset ind i mit håndled, skal fjernes. 

Dagen efter er jeg på højkant igen, og efter dagens dobbeltlektion ender jeg med at hænge ud med Cian og Paul. Den ellers meget forsagte Cian er både højtråbende og virkelig underholdende udenfor klasselokalet. Sammen har vi en sjov eftermiddag, inden jeg senere mødes med Sabrina. Aftenens sene lektion ender vanen tro ud i en længere samtale med Ben, som jeg er på talefod med igen.  

Onsdag pisser det ned – IGEN! Det er altså ved at være en smule trælst med al den regn! Selvom det irske udtryk lyder ”if you don’t like the weather – wait five minutes,” vender jeg mig aldrig til, at vejret er så omskifteligt!

I yndlingstimen senere samme dag tilbyder yndlingsprofessoren sin hjælp og vejledning, skulle jeg vælge at skrive bachelorprojekt om kartoffelpesten, hvilket jeg efterhånden kraftigt overvejer! Helt høj, og temmelig stolt, sætter jeg kursen mod biblioteket, hvor jeg begynder min research om netop kartoffelpesten. Efter et par timer er jeg hjemme igen, hvor det nu er blevet min tur til at lægge øre til Dennis’ frustrationer over skolen. Hvor er det godt, vi har hinanden, når alle andre omkring os altid fucker op…

Cork

Den gode dag forsætter i selskab med Dennis: Vi samtaler simpelthen så godt sammen og Dennis kan som én af meget få både forstå, værdsætte og give igen på min eksemplariske humor!

Han og jeg har efterhånden huset for os selv da både Joanna og især Peter bruger MANGE timer på biblioteket. Begge studerer de socialrådgivning på kandidatniveau - et erhverv, der på disse kanter er højt respekteret og ikke mindst godt betalt! – En sjov kontrast fra det danske system.

Sent onsdag aften inviterer Jens med på den lokale, og eftersom jeg ikke gør fremskridt med skolearbejdet, lader jeg lektier være lektier, og joiner ham, Martin og en håndfuld af deres venner. Det er utroligt, at man efter to måneder stadig møder nye mennesker! Sammen har vores lille selskab en dejlig aften på den lokale pub/ bryggeri, selvom jeg dog aldrig bliver den store øldrikker. Klokken halv tolv begynder lamperne i loftet at blikke, som tegn på, at baren nu er lukket, og lidt over midnat bliver den stuvende fulde pub gennet ud. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle opleve at blive smidt ud af en pub! Generelt lukker pubberne omkring midnat, mens natklubberne holder den gående til klokken to - hvilket må siges at være tidligt efter dansk standart. Men som jeg før har pointeret, er måden at gå i byen på hér meget anderledes: Hvor man i Danmark går ud for at drikke sig i hegnet, er kulturen, mentaliteten, i Irland, at man mødes ude for at socialisere.

UCC

Torsdagen formiddag foregår med gruppearbejde, mens jeg fordriver eftermiddagen i Bens selskab, inden der om aftenen afholdes workshop i eksamensstresshåndtering. Her lærer jeg om planlægning, struktur og vejtrækningsøvelser, der alt sammen skal være med til at gøre eksamensperioderne mere tålelige. Jeg falder desuden i snak med en pige fra Slovakiet, som det viser sig bor i samme lejlighedskompleks som mig! Jeg mindes ellers ikke at have stødt på hende før, men flink er hun og hun ender med at invitere mig til slovakiet-fest dagen efter. Selvom jeg desværre har planer, begejstres jeg over hendes spontanitet og initiativ, som generelt kendetegner opholdet her: Folk har intet at miste, alle er venner med alle og er de ikke, så bliver de! Alle er velkomne til alt! Her er ingen kliker, ingen grupperinger, ingen fjender. Alle er bare venner.

Gadeprædiken i Limerick

Fredag tager jeg bussen de 100 km. til Limerick, hvor min stedssans kommer på alvorlig prøve! Byen er noget større, end jeg havde forventet og centrum, der minder mig om NYC, vrimler med trafikanter! Det lykkes mig at forvilde mig rundt i udkanten af byen, i desperat søgen efter mit B&B. Efter et par timers vaden i ring, giver jeg efter, betaler de €1,80 og hopper på bussen til mit hotel. Min ærgrelse over ikke selv at have fundet frem til mit ly for natten gøres dog til skamme, da hverken buschaufføren eller de tre lokale jeg beder om hjælp, kender til stedet jeg søger. I regn og mørke må jeg derfor gå fra dør til dør i et område, hvor alle husene er ens, og spørge efter hjælp. Efter længere tids søgen finder jeg frem til mit ly, hvor jeg falder i snak med de to andre beboere, en spanier, som er på et seks måneders kursusophold, og en waliser, der har rejst meget i Irland og derfor har en masse spændende historier at fortælle, som han deler ud af over et krus te. Jeg storelsker, hvor let det efterhånden er for mig at starte en samtale op med en komplet fremmed!

Limerick

Lørdag skal jeg mødes med Mads, min klassekammerat fra Danmark, som er på udveksling i Limerick, men da bussen svigter, er vi nødsaget til at udskyde vores gensyn til søndag. Jeg bruger i stedet lørdagen med at udforske byen, men først går jeg på jagt efter et par vinterstøvler: Converse er simpelthen for kolde til Irland! I skoforretningen ender jeg i samtale med sælgeren, som viser stor interesse for Danmark. Det er da for hyggeligt sådan at falde i snak! Generelt er irerne meget åbne og imødekommende, og tonen på gaden er venlig og nærmest ærbødig. Her taler man ordentligt, nærmest ydmygt, til hinanden. I bussen er det blandt andet helt normalt at hilse på buschaufføren, ligesom man også siger pænt tak for turen igen, når man står af. Det skaber en helt anden stemning på gaden, når man sådan taler ordentligt til hinanden. - Især er mændene meget elskværdige og hilser, vinker og smiler til én, og man kan da ikke andet end at blive i godt humør af al den venlighed!

Limerick

Lørdag aften bruger jeg i selskab med waliseren fra mit B&B. Af en selvudnævnt introvert er han temmelig snaksaglig, og snakken går lystigt om alt fra spiritualitet, krig og risk taking. Manden, som jeg end ikke kender navnet på, er dybt fascinerende at lytte til: Selvom accenten er tyk og jeg langt fra er enig i alle hans synspunkter, præsenterer han mig for nye engangsvinkler på problemstillinger, jeg end ikke havde overvejet!

Mads og jeg

Søndag oprinder og endelig lykkes det at mødes med Mads, som jeg ikke har set siden juni! Gensynsglæden er stor og snakken lystig! Alt for hurtigt går tiden og jeg snart sidder jeg på bussen tilbage til Cork.

Tilbage i Cork ligger jeg sidste hånd på min kartoffelpeststil, inden jeg om aftenen mødes med Bauke, som jeg ikke har set i evigheder! Pigen, der studerer politik på kandidatniveau, laver ikke andet end lektier og jeg begynder efterhånden at grue for mit kommende bachelorprojekt!