En forbandelse og en velsignelse

Black Rock Castle

Helligdag (mandag) skinner solen for første gang i, hvad der føles som uger! Vinden har ydermere lagt sig og årstidens smukke farver kommer endelig til sin ret. Jeg skynder mig derfor ud af fjerene og hopper på cyklen de små fire kilometer til Black Rock, hvor jeg nyder en gåtur i strålende solskin langs promenaden.

Da Cork ikke har mange parker at tilbyde, nyder jeg denne mulighed for frisk luft og grønne omgivelser. Her har jeg tid og ro til at reflektere over de første to måneder i Irland. Og hvilke to måneder!

Det er svært at opsummere alle oplevelserne, alle menneskene og ikke mindst alle følelserne, de første to måneder har bragt med sig. Det er både en velsignelse og en forbandelse at være på udveksling: En forbandelse, fordi det er sindssygt krævende at starte et nyt liv op fra bunden, og af samme grund er det en velsignelse, idet ingen har en forudindtaget mening om mig, ingen forventninger til, hvordan jeg bør eller ikke bør opføre mig. Det er noget af en byrde, at befris fra.

I det hele taget er man lidt mere ærlig, lidt mere tolerant og generelt mere afslappet. - Måske fordi man hele tiden har i baghovedet, at disse oplevelser ikke varer ved, at disse venskaber er kortvarige, og derfor bare gerne vil have mest muligt ud af situationen.

Da vejret pludselig skifter og det fra det ene øjeblik til det næste står ned i stænger, søger jeg ly i Black Rock Castle, der fungerer som planetarium. Da regnen holder inde skynder jeg mig på cyklen tilbage til Cork inden den næste byge rammer – dog ikke før jeg har besøgt cafeen Black Rock Cafe, der til forveksling lyder og ligner en vis anden restaurantkæde…

Om eftermiddagen mødes jeg med Laura, som jeg efterhånden kommer rigtig godt ud af det med. Sammen tager vi på cafe og nyder et par timer i hinandens selskab i ly for regnen og væk fra lektierne.

Tirsdag formiddag bruger jeg på at rende fra butik til butik efter et halloweenkostume. Halloween er åbenbart en stor ting her og det forventes at alle gør et forsøg på udklædning. Den seneste uge har folk på gaden været mejet ud til det helt store kostumebal: Det er godt nok underligt at vade ned af hovedgaden en skallet tirsdag morgen og både rende ind i en mumie og en vampyr. Eller blive ekspederet i supermarkedet af en dame iført hugtænder og med edderkopper i håret… Kostumerne er dog enormt dyre og skal jeg være helt ærlig, kunne jeg ikke være mere ligeglad med denne ”højtid.” Jeg finder dog en heksehat med orange hår, som jeg erhverver mig for en mindre formue.
Dagen fortsætter med lektioner i faget ”issues in Irish politics,” som jeg kun ser frem til pga. Paul, Michael og Cian, som jeg efterhånden taler godt med. De er dog alle tre irere og dermed lidt sværere at komme ind på. Mine mange ophold i Irland har ellers lært mig, at irerne er et utroligt venligt og imødekommende folkefærd, og derfor kommer det bag på mig, at de er så svære at blive venner med.

Om aftenen afholdes endnu en worksshop i filosofiforeningen, men hovedpine afholder mig fra deltagelse. Jeg bliver derfor hjemme, hvor jeg ender med at have en rigtig hyggelig aften i selskab med Peter og Dennis.

Onsdag står det (igen) ned i stænger. I ”The Great Famine-faget” kommer min besættelse af tv-showet ”The Tudors” til gavn, da snakken falder på reformationen og konsekvenserne af Henry 8 konvertering til protestantisme for Irland.

Ben

Om aftenen tager jeg til præmiere på Short Play festival på det lokale teater, hvor Ben har hovedrollen i ét af de i alt fire små teaterstykker. Tre ud af fire stykker er virkelige gode på hver deres måde, da de både er sjove og eftertænksomme. Stykket om Mona Lisa og hendes trængsel sådan at være spærret inde i en ramme, sætter tankerne i gang. Det samme gør Bens stykke, der handler om en manipulerende gadeperformer, der aldrig lærer af sine fejl. Det tredje stykke om familiehemmeligheder er slå-sig-låret grinagtigt, mens det sidste stykke er en viderefortælling af Titanic, som ikke giver meget mening.

Hele molevitten er arrangeret af glade amatører, lige fra forfattere, til instruktører, skuespillere og lydmænd, og det er da imponerende, at der render så mange talentfulde mennesker rundt derude! Min fascination får dog en brat ende, da Ben efterfølgende brænder mig af. Stiktosset vader jeg hjem, hvor Dennis ligger øre til mine frustrationer. Efter noget tid falder jeg ned, og Dennis og jeg ender med at samtale i flere timer. Jeg nyder virkelig hans selskab; hans afslappede stil og gode humor skaber en god atmosfære, og jeg priser mig lykkelig for, at netop han blev man sambo!

(Ser bedre ud end de smager)

Torsdag er det Halloween. Karina inviterer til middag og sammen gør vi piger os klar til aftenens festligheder. I kostumer og krigsmaling vandrer den lille flok gennem byen til vores stamsted, the Woolshed, til en omgang pubquiz og kostumekonkurrence. Stedet er stuvende fuldt og stemningen høj. Folk i de flotteste, uhyggeligste og mest kreative udklædninger er mødt op, og alle, venner eller fremmede, skal have billeder med alle! Cocktail efter cocktail skyldes ned med rigelige mængder øl, mens vi venter på, at quizzen, med sit halloweentema, starter. Den festlige aften slutter på bare tæer hjem gennem byen, hvor vi støder på Dennis i sit skraldesækskostume… Som altid ender Bauke og jeg aftenen af med en lang snak.

The gals

Fredag tager jeg med en bragende hovedpine (…) til campus, hvor min første boganmeldelse skal afleveres. Opgaven afleveres i historiedepartementet, hvor man som bevis for afleveret opgave, får en kvittering med hjem.

Nu, hvor jeg er på campus, deltager jeg i workshoppen ”referencing” om korrekt kildehenvisning, hvor jeg falder i snak med en irsk andetårsstuderende, som jeg selvfølgelig inviterer med til næste uges pubquiz! Jeg render desuden ind i min klassekammerat Paul, der sidder og sveder over sin tese om kvindekvoter i Irland, - og naturligvis kan jeg ikke lade være med at give mit besyv med. Vi ender derfor ud i længere diskussion om ligestilling og andet ligegyldigt pis.

Våbenskjoldet, der gør pigerne gravide...

Efterfølgende render jeg ind i finske Tero fra min religionsklasse, og opslugt i samtale ænser jeg ikke våbenskjoldet indgraveret i fliserne på main campus, men vader direkte over det. Først da Tero gør store øjne og peger på gulvet, går det til min rædsel op for mig, hvad jeg netop har gjort! Ifølge sagnet, bliver enhver pige, der krydser dette felt nemlig gravid!! Det er derfor helt normalt, at alle (både drenge og piger) går en stor bue udenom dette forbandede felt! Mens jeg bander og svovler over min dumhed storgriner Tero ved min side. ØV!

The Main Quad

I det hele taget er der mange myter på campus: Går man for eksempel gennem the Main Quad dumper man angiveligt sine eksaminer. Går man derimod baglæns over græsplænen på Main Quad i eksamensperioden betyder dette held til netop eksamen.

Hjemme igen begynder jeg på min del af gruppearbejdet i faget ”social and political geography,” hvor Ben allerede har overskredet deadline med to dage, hvilket ikke ligefrem giver ham flere stjerner i min bog. Irriteret fortsætter jeg mit arbejde, men bloggen trækker noget mere i mig…

Ooog så lige lidt flere billeder fra Halloween. Vi har det sgu sjovt!