Parader, festivaler og alkohol – masser af alkohol!

Julia, Nina og Eke

Mens Dennis tager den lange vej til Nordirland, Peter på arbejde i Limerick og Joanna til Child Line konference i Wexford, har jeg fredag-søndag huset for mig selv. Det er helt mærkeligt at være her alene, når man er vant til at have huset fuld af mennesker. Selvom jeg normalt godt kan lide mit eget selskab, er tre dage alene på kollegiet alligevel i overkanten. Jeg begynder at forstå folk, der bor i kollektiv.
Selvom situationen ligger op til det, er der ikke tid til besøg, da bunken af lektier efterhånden har hobet sig op og deadlines rykker nærmere! Weekenden bruges derfor på opgaveskrivning; da jeg som udvekslingsstuderende ikke har eksaminer, bebyrdes jeg i stedet med at hav af stile, rapporter og boganmeldelser. Puha, det er da lige før, man savner at gå til eksamen..! Lørdag tager jeg dog et par timer fri fra lektierne og joiner den lidt reserverede Laura, den meget stille Julia, den storsmilende og Westlife-glade Eke og

sarkasmes konge, Bella, til en parade gennem Corks gader. Venskabsbyer fra Europa optræder med hver deres musikalske indslag, mens forkertstavede bannere stolt bæres frem gennem gaderne… Vores lille gruppe slutter festlighederne af på en bar med live musisk fra en ganske habil canadisk sangerinde, hvor Bella som altid fortæller om sin meget traumatiske opvækst på en så humoristisk måde, at det svært ikke at le af hendes gru. Hold nu kæft, hun er sjov! Jeg kan slet ikke få nok af denne finurlige lille sydafrikaner, men efter et par timer må jeg dog tilbage til lektierne. Suk.

 Mandag er ikke værd at skrive hjem om, og det er tirsdag i virkeligheden heller ikke, var det ikke for det foredrag jeg deltager i om aftenen, hvor Darwins tip tip tipoldebarn og en noget snæversynet præst taler om Gud og videnskab. Præsten, den gamle krage,  er total spild af min opmærksomhed, og selvom Dr. Keynes læser sin tale højt frem for at fremføre den, kommer hun med nogle gode pointer. Som videnskabsmand og katolik argumenterer hun for begge sider, og filosoferer blandt andet over, at, hvis definitionen på eksistens er at være noget, eksisterer Gud i så fald ikke. En interessant aften vel brugt.

Onsdag morgen tager jeg fordi Sankt Ann’s og tænder et lys for farmor. Dagen er som altid proppet med lektioner, men i det mindste er timerne denne dag de mest interessante. I ”The Great Famine” timen får jeg endnu engang ros for mine analytiske evner, og faget, som egentlig er temmelig kedeligt da vi stadig efter fire uger er i gang med at gennemgå og analysere forordet til en 50 år gammel bog, er alligevel interessant pga. vores indlevende professor. Og ikke mindst er faget og de nyerhvervede researchteknikker nyttige til når der om et par måneder skal skrives bacheloropgave!
Dagen fortsætter med timer i faget ”Northern Ireland,” hvor situationen er helt anderledes med en professor, der formår at gøre et ellers interessant emne dybt kedsommeligt. Jeg modstår dog fristelsen at skippe anden halvdel af timen og sammen med Dominique lider jeg i stilhed timen ud.

Efter timen når jeg lige hjem og vende inden jeg tager med Bauke, som også studerer politik, til grundlovskonference i Aula Maxima på UCC. Her er godt 150 lokale mødt op for at give deres besyv med om Irlands 80 år gamle og noget konservative grundlov. Komiteen lytter og tager noter, og efter to timer er forsamlingen blevet enige om fire emner, der ønskes indskrevet i en eventuel revidering af landets grundlov.

Min professor fra timen ”issues in Irish politics,” som desuden er Baukes kandidatvejeleder, og som har anbefalet os debatten, vælger demonstrativt at ignorere de fremmødte elever, da han efter debatten vader direkte forbi os uden som meget som at værdige os et blik. Forklaringen på dette er ifølge min sambo Peter, at manden med sin titel og status som stemmeberettigede til senatet (som kun 1% af befolkningen) per automatik er en overklassetumpe… Og apropos Peter har jeg den sidste uge fået talt rigtigt godt med; det viser sig nemlig, at han interesserer sig for både politik og historie, så denne fælles interesse kan vi samtale længe om.

Torsdag er det blevet min tur til at invitere til middag. Fem minutter før gæsterne kommer, går det dog op for mig, at min fløde er udløbet! Jeg må derfor benytte hvert et trick jeg har lært i retorik, og, hvordan det lykkes mig at overtale ham ved jeg ikke, men Dennis render rent faktisk til tesco efter en frisk fløde. Efterfølgende er jeg nødsaget til at invitere ham til middagen, hvor jeg er tvunget til at tale pænt til og om ham til de andre gæster - meget til hans fryd og min store fortrydelse. Sammen har vi alle, som altid, en sjov aften, som ender med en omgang pub quiz – naturligvis!

Mallow, Co. Cork

Fredag markerer starten på Cork Jazz Festival, men for mit vedkommende kalder lektierne. Jeg bliver dog afbrudt tidligt på aftenen da Corks flodalarm sætter i gang. Det har regnet kraftigt de sidste par dagen og floderne, der omgiver centrum, har flere gange været ved at gå over deres breder. Næsten morgen viser det sig, at Cork er sluppet helskindet igennem natten, mens andre byer i nærheden ikke har været lige så heldige…

Lørdag fortsætter med lektielæsning ind til jeg om eftermiddagen mødes med Ben, som jeg meget mod hans vilje, slæber ind i den nærmeste mobilforretning, hvor det lykkes mig at prakke ham en mobil på halsen. Hvordan man kan begå sig i det 21 århundrede uden en mobil på lommen er udover min fatteevne, og denne konstante frustration over aldrig at kunne komme i kontakt med manden kulminerer derfor i en topmoderne Nokia 100!
Vi fortsætter videre i byen, hvor Jazzfestvillaen så småt er ved at komme i omdrejninger; tonerne af saxofon, trompet og trækbasun, og ikke mindst lyden af glade mennesker, fylder gaderne. Efter et par timer går det dog op for Ben, at han har mistet sin nyerhvervede mobiltelefon – dvs. oplader og startpakke… Da han endnu senere, noget slukøret, tager til fest, joiner jeg Laura, Bauke, Sean og Aofaine til en drink på Oliver Plunket – en af de største og mest populære pubs i byen. Stedet er stuvende fuldt, men det lykkedes mig med møje og besvær at kæmpe mig igennem masserne og frem til det ventende selskab i rygerlougen, hvor en temmelig beruset englænder bliver noget nærgående. I et stort stuntnummer redder Aofaine mig ud af klørene på manden, som dog ikke forstår et vink med en vognstang… Hans selskab bryder dog hurtigt op og forlader baren.

Efter et par timer trasker vores lille gruppe hjemad, og Bauke og jeg ender i min dagligstue, hvor vi tilbringer de næste tre timer (det vil i virkeligheden sige to grundet vintertid) i dyb samtale. Jeg har aldrig mødt et så snakkesagligt menneske, men interessant er vores samtale – især fordi jeg endelig har fundet én, der som jeg, har visse standpunkter når det gælder familie, karriere og religion.  

På min søndagsmorgentur gennem Corks gader finder jeg posen med Bens forsvundne mobildele - dvs. de sørgelige rester ligger spredt ud over en mørk gyde. Med lidt kvindelist får jeg tilbage i mobilforretningen foræret en ny oplader, men mine kræfter et spildte, da Ben allerede har erhvervet sig en ny telefon til fuld pris. SUK!
Resten af dagen foregår med næsen i skolebøgerne og om aftenen smutter jeg ovenpå hos tyske Ann, som har inviteret hele opgangen til fest med øl og cookies…