“Erised stra ehru oyt ube cafru oyt on wohsi”

 Mandag er jeg tilbage i skole. Amerikaneren Erin, som jeg også er i studiegruppe med, har jeg efterhånden fået et rigtig godt forhold til, så snakken er lystig når vi mødes. Især er hun meget interesseret i Danmark - hvorfor ved jeg ikke, men jeg deler hjertens gerne ud af min viden om stedet.

Jeg ved ikke, hvordan det sker, men på mystisk vis ender jeg efter lektionen sammen med Ben på Crawford Gallery. SUK! Jeg forstår mig altså stadig ikke på klude i glaskrukker…! Ben er dog fascineret og forsøger, forgæves, at få mig til at se lyset.

Om aftenen står den på Harry Potter quiz! 200 inkarneret Harry Potter nørder møder op for at dyste i paratviden i magiens verden. Quizzen er svær - ikke mindst fordi jeg har læst bøgerne på dansk, men gu kan jeg da ej huske, hvad quidditchscoren i Harrys første kamp ender, eller trylleformularen McGonagall bruger som værn med Voldemort i bog 7! Drømmespejlets inskriptioner har jeg dog som den eneste styr på, og sikrer dermed holdet, bestående af Linda, Bella, Laura, Christian, Sarah, Marie, Pär og Emily, et point. Efter tre timer og 72 spørgsmål er resultaterne talt op; mit hold ender på en 12-plads ud af de i alt 47 hold. Emily (som jeg mødte på Kerry weekendturen) vinder desuden en præmie, da hun kan fremvise hele to Harry Potter relaterede tatoveringer; dødsregaliernes symbol samt ordet ”always,” der for dem af jer, der har læst bøgerne, naturligvis ikke behøver nærmere forklaring. Hvem sagde, at tatoveringer ikke var godt for noget!?

Tirsdag har halsen det værre end nogensinde og efter længere tids debat med Joanna giver jeg efter og smutter forbi apoteket efter noget medicin.

Onsdag er som sædvanligt troppet med lektioner, men min standhaftige halsbetændelse afholder mig fra deltagelse. Jeg putter mig derfor godt ned under dynen, hvor jeg bliver liggende de næste fem dage. Fredag står den dog på landsholdskvalifikation, så en tur forbi pubben kan ikke undgås! I selskab med belgiske Bauke og tyske Caroline og Karina, heppes der løs på vores respektive hold. Jeg har en sær fornemmelse af, at hele pubben stirrer på mig, når jeg på dansk bander og svovler over vores mange forspildte målchancer…

Mandag er jeg endelig fit for fight, og min generobrede raske tilstand fejres med en omgang bowling med Dominique, Dennis, Alina, Bauke, Caroline og tyske Corrada. Den første aften væk fra sygesengen ender dog pludseligt, da Bauke får et ildebefindende og jeg efter længere tids diskuteren frem og tilbage følger hende hjem i seng - omend hun noget stædigt nægter at ringe til lægen. Næste dag viser det sig, at hun er maveinfektion.

Tirsdag oprinder og den frygtede præsentation om det irske valgsystem skal nu holdes. Selvom klassen kun består af syv elever, formår mine nerver alligevel at forstyrre min fremførelse i en sådan grad, at jeg glemmer flere vigtige punkter og slet ikke får udfyldt de 15 minutter præsentation skal vare. Min lærer er ikke videre begejstret (hvilket jeg egentlig godt kan forstå), men flere af mine klassekammerater tager mig i forsvar, og selvom jeg er taknemlig er jeg dog ikke interesseret i, at min nationalitet, og deraf manglende grundlæggende vide om det irske politiske system, skal være en undskyldning for min middelmådige præstation. Jeg må bare lægger flere kræfter i – faget er virkelig interessant og jeg vil gerne vide mere om Irland. Motivationen for lektielæsning er dog på nulpunktet, da jeg stadig efter 1½ måned på den grønne ø, føler, at jeg er på ferie. De mange sociale arrangementer tager meget af min tid og selvom jeg er i Cork for at studere, prioriterer jeg sammenkomster højere – det lærer jeg mindst lige så meget af, da jeg både får brugt mit engelske samt udviklet mine sociale kompetencer.

Aftenens timer i ”Introduction to Irish History” slutter tidligt da læreren opfordrer os alle til at tage forbi rådhuset til foredrag om Corks rolle i den irske uafhængighedskrig. Han har dog kun medbragt billetter til 20 ud af de godt 200 studerende… Jeg ender derfor med at bruge fritimen i dyb samtale med Ben, som nok er det mest interessante menneske jeg nogensinde har mødt! Jeg er dybt fascineret af hans filosofiske og meget anderledes syn på verden er intet mindre end inspirerende! Opslugt af tanker drager jeg efter 1½ times snak hjemad, hvor jeg efter en uges fravær endelig får taget hul på bloggen igen.

Yndlingstimen med yndlingslæreren finder sted onsdag, hvor jeg her roses for min indsigt og forståelse i faget ”The Great Famine.” Senere samme aften deltager jeg i kurset ”speak confidently,” hvor jeg sammen med ni andre deltagere øver mig i at tale foran en forsamling. Vi bliver instrueret i vejrtrækningsøvelser og andre tips til, hvordan vi kan holde nerverne i ro. Workshoppen er dog meget kort og slet ikke nok til at få bugt med min nervøsitet, men lidt får jeg da ud af kurset.

Da jeg kommer hjem igen har Joanna rengjort køkkenet – det har hun for vane at gøre hver onsdag - hendes såkaldte seriedag. Jeg synes dog langt fra det er nok at gøre rent én gang om ugen, når man sviner så meget som hun gør og gerne lader sin meget store opvask stå weekenden over, mens man tager på familiebesøg! AD AD AD!!! Hun forsvinder dog hurtigt ind på sit værelse, hvor lektierne kalder, og mens Dennis overnatter hos kæresten og Peter er på herretur, får jeg besøg af Ben, som ender med at give en koncert på sin nyerhvervede guitar.

Torsdag er der lejlighedsinspektion, og drengene, som deler badeværelse, får en reprimande for ikke at holde badet rent, hvilket jeg kun kan le af, da de begge har brokket sig over den store mængde snavs, der efterhånden har hobet sig op på deres badeværelse. Boys will be boys!

Om eftermiddagen mødes jeg med studiegruppen. De tre italienske piger i gruppen er ved at gå mig på nerverne: Deres engelske er intet mindre end elendigt, hvilket gør det umuligt at kommunikerer, og deres sydeuropæiske tilgang til tid er mindst lige så frustrerende, da én eller flere altid mangler eller ikke har orden i deres ting. Heldigvis har Erin styr på sagerne og med sit rolige gemyt styrer hun slagets gang.