To bliver til fire

Den sidste orienteringsdag forløber i silende regn. Vi mange udvekslingsstuderende deles op i grupper og jeg ender på et hold hovedsageligt bestående af tyskere og franskmænd. Vores lille vimse turguide, James, som jeg skal studere politik med, lover at vise mig rundt i hans hjemby, Wexford, som er kendt for værende den første vikingeby i Irland.

På rundturen gøres vi bekendte med de mange campusbygninger og deres brug. Jeg har for længst opgivet at samtale med franskmændene, som konstant sakker bagud og som sædvanligt kværner løs på deres modersmål. Kun Lison, en storsmilende, men lidt tilbageholdende franskmand, gør forsøg på at tale med andre trods manglende engelskkundskaber.

De mange tyskerne har, som franskmændene, for vane at tale deres eget sprog, men er trods alt mere åbne og snakkesaglige, og jeg får hurtigt et godt forhold til flere af dem.  

Den guidede tur ender i campuskøkkenet, hvis kælder da naturligvis huser en deaktiveret atomreaktor, som i dagens anledning er bygget om til studiekortfabrik, og med tysk effektivitet stuves vi hundredevis af ERASMUS-studerende som på samlebånd gennem fototagning og registrering og kan i løbet af få minutter officielt kalde os UCC-studerende. Kortet giver blandt andet fri adgang til et kæmpe fitnesscenter og en masse andre fordele og rabatter! Åh det er fedt at studere på UCC!

Bauke, Nina, Karina og Alina

De to veloverståede introuger fejres på den lokale pub med irsk live musik. Steningen er høj; der grines og samtales på tværs af bordet og inderst inde ånder jeg lettet op over at have klaret mig igennem de første uger, hvor jeg både har udfordret mig selv og fået en masse nye venner.

Lørdag formiddag afholdes en række workshops på UCC og selvom jeg er i god tid, formår jeg at ikke at medbringe min notesblog til workshoppen ”note taking.”

Efter atter at været blevet bombarderet med informationer cykler jeg hjemad, hvor jeg finder, at Dennis og jeg har fået følgeskab af ireren Joanna, som med sin negative attitude og medbragte køkkengrej (kun til eget forbrug!) må siges gøre et temmelig dårligt første indtryk. Med Joanna i huset udstikkes husregler og køkkenet deles op i zoner. Hvad skete der lige med den afslappede stil Dennis og jeg den sidste uges tid har praktiseret??

Indtrykket af min nye sambo forværres, da hun og kæresten, efter en våd aften i byen, midt om natten vækker hele hytten med deres fuldemandssnak.

St. Vincent

Træt og irriteret mødes jeg søndag formiddag med Irmela, og straks lysner humøret. Gensynsglæden er stor og snakken lystig efter flere dages adskillelse. Sammen trasker vi mod den store St. Vincent katedral til katolsk messe. Den røde kirke med spidsbuer og rosetvinduer, ligger på en skrænt og kan ses fra det meste af byen. Prædikestolen er lille og af træ, og ligner mest af alt den talerpult vi normalt anvender i retoriktimerne på CBS. Præsten, dvs. præsterne, i deres grøn-hvide dragter interagerer med kirkegængerne, som ”svare” på præstens bøn. Prædiken er kort og til min overraskelse anvendes der ingen røgelse.  Kvinden, der læser højt fra ét af evangelierne, taler med en meget markant og noget uventet tyk sydstatsaccent! Nadveren forgår i en lang række, og mens præsten brækker den store oblat i små stykker, drikker alle af det samme guldbæger. På præstens ordre knæler folk på stribe, og sender med lukkede øjne og foldede hænder bønner af sted mod himlen, og jeg synes altså, at det er påtaget!

Da jeg senere samme eftermiddag kommer hjem, har jeg fået endnu en sambo, Peter, som er irer og ven med Joanna. Joannas kæreste, Adam, som lavede mest ballade i nat, springer op, da jeg træder ind i stuen. Begge undskylder flere gange for nattens udskejelser, og samtidig overøses Dennis og jeg, som plaster på såret, med lækkerier.

Det lidt trykkede og akavede stemning i huset fortsætter det meste af dagen. Vi er kommet skævt ind på hinanden, og tømremænd og manglen på søvn gør samtalerne korte.  

Forhåbentlig erstattes denne knap så succesfulde weekend af en god skolestart i morgen.