fredag den 27. september 2013



Intet betingelsesløst ved kærlighed         

Mandag aftenen tager Joanna og jeg til året første møde i filosofiforeningen, hvor dagens emne handler om til/ fravælgelse af børn. Nej-siden argumenterer klart bedst for deres sag – nok mest af alt fordi ja-siden modsiger selv ved at sige ”there’s nothing unconditional about love,” at fravælgelsen af børn er egoistisk, og, at det er forståeligt, at folk får børn, fordi de vil have nogle til at tage sig af dem når de bliver gamle. Undskyld mig, men dét er da om noget egoistisk!
                                                                                                                            
Tirsdag har jeg igen timer til kl. 20 og går derfor glip af workshoppen i filosofi. Forinden har jeg dog en dobbeltlektion i faget ”Issues in Irish politics,” hvor jeg begår den store fejl at informere læreren om, at jeg kommer fra Danmark, hvorefter han foran den syv mand store klasse udspørger mig om dansk politik. Selvom jeg, hvis jeg skal sige det, er temmelig godt inde i stoffet, kommer jeg til kort, når jeg skal fortælle om vores politiske system på engelsk. Og situationen bliver kun værre af, at jeg absolut intet ved om irsk politik. Læreren anbefaler mig derfor to bøger og beder mig høfligt, men bestemt, om at læse op på emnet, hvis jeg fortsat vil følge faget!
Lettere modfalden trasker jeg mod Waterstones, Corks største boghandel, hvor jeg finder bøgerne, jeg er blevet anbefalet. På vejen hjem smutter jeg forbi Tesco, hvor jeg rystes over de dyre priser! Især er kødpriserne på himmelflugt og skal jeg bliver ved med at betale 75 kr. for 650 g. kylling ender jeg som vegetar! I det mindste er udvalgte af glutenfri produkter større end i Danmark og priserne mere rimelige, og på min videre færd gennem byen støder jeg tilmed på en glutenfri restaurant!
Tirsdag nat vækkes jeg for tredje gang på 1½ uge af Joanna og hendes ulovligt overnattende gæster, der vanen tro har været på en våd bytur. Suk.

Onsdag starter med en dobbeltlektion i historiefaget ”IRA and its enemies”. Min lærer viser sig hurtigt at være det mest ubehagelig menneske jeg nogensinde har mødt! Han er både forsinket, ubehøvlet og direkte ubehagelig at være i samme rum med! Jeg får det fysisk dårligt i hans nærvær; mit hjerte hamre og mine hænder ryster, og efter en time får jeg nok og forlader lokalet.
Med bankende hjerte skynder jeg mig ud af lokalet og styrter af sted mod den næste lektion. Læreren her er rar og venlig, og yderst interessant at lytte til. Min meget unge sidemand irriterer dog en del, idet hun koncentrerer sig mere om facebook end lektionen, hvilket jeg finder både respektløst og forstyrrende.  
Om aftenen løber det første møde med UCC Europa forening af stablen, dvs. vi ser den prisbelønnet film Amour, som er både smuk og sørgelig, om end noget langtrukken. Aftenen er dog godt givet ud, da jeg falder i snak med tyskeren Michael, samt irerne Darra og Ursula.

Torsdag kl. 17:59 er det Arthur’s Day og traditionen tro skåles der i Guinness på netop dette klokkeslæt. Tidspunktet markerer året 1759, hvor Guinnessbryggeriet blev grundlagt af netop Arthur Guinness.
Bauke inviterer til middag, og kl. 22 trasker det otte mand store selskab til Woolshed pubben til endnu en omgang pubquiz. Vi møder flere af vores medstuderende på pubben og har sammen en forrygende aften med GRATIS Guinness – og denne gang ender vi IKKE på en sidsteplads!

Fredag forlader jeg sammen med en bunke ERASMUS-studernede Cork for en stund og tager på en tre dages tur til Dingle – tidligere udråbt til det smukkeste sted i verden. Jeg glæder mig!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar