En blarny-spækket weekend

"Irlands bedste udsigt (når tågen tillader det)"

For første gang i 28 dage står det ned i stænger og denne monsunregn kulminerer naturligvis med mit weekendophold i Kerry, den vestlige region, der er kendt for sin smukke natur og fantastiske udsigt (når vejret altså tillader det). Regnen, der hele fredag får følgeskab af et tykt lag tåge, der ligger sig hen over Kerrybjergene og begrænser vores udsyn til et par meter, fortsætter ufortrødent hele weekenden. Den timelange køretur på de smalle, hullede veje rundt om Ring of Kerry er derfor komplet spild af tid.  

Set fra den lyse side er vi i det mindste indendørs det meste af turen, og vores meget snaksaglige og humoristiske turguide, Mark, gør sit ypperste for at løfte stemningen ved blandt andet at spille sange fra de repræsenterede nationaliteter. Han skuffer dog fælt ved ikke at kende til den danske musikscene, men jeg tilgiver ham, da Westlife bølger ud af højtaleren.

Efter den seks timer lange køretur ender det 30 mand store selskab på en pub i den lille, men noget turistede by Tralee, hvor vi introduceres for en ny form for shot kaldet baby Guinness, der består af Baileys og, tro det eller ej, Guinness, og er yderst udsøgt!

Lørdag er vejret lige så miserabelt, men tågen er letten en del, hvilket gavner humøret og ikke mindst udsigten idet vi krydser flere bjerge og, trods det overskyede vejr, får nydt usigten ud over Atlanterhavet.

På vores tur gennem det øde vest, hvor lokalbefolkningen får penge fra staten for at holde det næsten uddøde irske sprog i live, øser Mark ud af en masse røverhistorier. Da Irland er kendt for sine myter og sagn, er det svært at skille disse hvide løgne, bedre kendt som blarnies, fra virkeligheden. Især er der mange myter om kæmper, og bjerget ”The Sleeping Giant,” der er en fortsættelse af myten om ”Giant’s Causeway” i Nordirland, ligner da også til forveksling en sovende kæmpe. 

The Sleeping Giant

På vores videre færd vestpå passerer vi gennem en lille by, hvor en stor statue af en ged med kongekrone står til frit skue. Mark fortæller, at byen er kendt for at hylde geden, der i 1648 reddede hele byen fra den visse død da britiske Cromwell drog på dræbertogt i Irland og på sin færd gennem landet slagtede tusindvis af mennesker. På sin vej mod landsbyen støder Cromwell og hans soldater dog på en flok geder, der bliver så forskrækkede over denne fremmarch, at de sætter i løb mod landsbyen og derved advarer befolkningen om Cromwells komme. Geden hyldes derfor hvert år med en tre dages fest! 

Vi slutter dagen af med en guidet cykeltur gennem Killarneys på alle måder imponerende nationalpark. Det er dog sent på dagen og solen er ved at synke ned bag bjergene, men vi får da set både et overdådigt barokhus med tilhørende have, ruinerne af et gammelt kloster samt et smukt vandfald. Om aftenen ender vi atter en gang på en pub, og inkluderet i turprisen er en gratis cocktail i blå nuancer, som smager ganske fortræffeligt. Jeg må indrømme, at jeg begynder at varme op til disse lækre drikke; jeg har på den sidste måned konsumeret mere alkohol end i de første 26 år af mit liv tilsammen! Irland har vist en dårlig indflydelse på mig… Eller måske er den irske måde at gå i byen på bare mere tiltrækkende, da man her mødes med venner, familie og kollegaer på den lokale pub til en drink eller to og nyder hinandens selskab for en time eller to før man går hver til sit og fortsætter med dagens gøremål. Man går altså ikke i byen for at drikke sig i hegnet, men for at være social.

Søndagen står på en to timers vandre/klatretur gennem det irske landskab, og selvom vejret bliver stadig dårligere, er udsigten denne dag ganske tilforladelig. 

På turen tilbage mod Cork passerer vi statuen, der markerer Irlands, og dermed Europas, vestligste punkt. Vi stopper desuden i Dingle by til en omgang Guinness, Baileys og sea salt is, som smager ligeså rædselsfuldt som det lyder!!

Efter 53 timer på farten er vi tilbage i Cork, totalt udmattede! Weekenden har været lidt af en skuffelse, men lidt fik vi da set (når vejret ellers tillod det) og nye venskaber er blevet knyttet.

Mandag står den igen på en dobbelttime i faget ”social and political geography,” hvor interessante emner, så som vestens dobbeltmoralske holdning til indvandring, analyseres. Selvom professoren er noget tør, efterlader timen mig alligevel med en masse stof til eftertanke.  

Eftermiddagen bruges, vanen tro, i selskab med Ben, som jeg efterhånden har fået et rigtigt godt forhold til.

Aftenen er mindre produktiv; jeg er træt efter weekendens strabadser og tv-kanalen ”Dave” lokker med sine mange daglige QI udsendelser.

Tirsdag fejrer jeg én måneds ophold på den grønne ø! Tænk, at jeg allerede har været her én måned og alligevel med alt jeg har oplevet, alt jeg har set og de mennesker jeg har mødt, kun har været her én måned.

Jeg har travlt med lære, opleve, se, nyde, møde, undersøge, udforske, udfordre, og skænker ikke Danmark mange tanker. Mit månedlange ophold har været krævende og jeg er blevet udfordret på alle tænkelige og utænkelige måder, og selvom det er krævende, er det samtidig givende, og jeg oplever, hvordan min opfattelse af tilværelsen ændres og nye perspektiver tages i betragtning.

Disse nye betragtninger kommer til sin ret da jeg tirsdag aften, noget mod min vilje, ender med at holde et oplæg til filosofiforeningens debatmøde, og selvom jeg taber med et par stemmer (17-23) i kategorien ”Comedians should be banned from using abusing material,” overvinder jeg en stor frygt ved at stille mig op foran et rum fuld af fremmede og, om end noget kejtet, føre min sag.

En fabelagtig, uforglemmelig måned i Irland er gået, og jeg ser frem til endnu en måned i mit grønne paradis!